Referat fra bestyrelsesmøde i Grundejerforeningen Søhaven den 13. august 2014

Tilstede: Søren nr. 4, Mette nr. 28, Jacob nr. 20, Wagn Erik nr. 3

Referent: Mette

Mødet blev afholdt hos Wagn Erik.

Siden sidst

Trampolin Bestyrelsen har sat et skilt op, men skiltet er blevet lettere beskadiget. Søren undersøger pris for at få lavet et ‘rigtigt’ skilt. Trampolinen blev repareret ved forårets vedligeholdelsesdag og burde være sikker at anvende. Til foråret indkøbes ny dug og kanter. Bestyrelsen vil sørge for at trampolinen bliver fastmonteret inden efterårsstormene sætter ind for alvor. Mange børn er glade for trampolinen – også børn fra nabobebyggelser. Bestyrelsen opfordrer beboerne til at holde selvjustits med brug af trampolinen, således at trampolinen anvendes forsvarligt og at det er hyggeligt at være ved trampolinen (og i de omkringliggende haver).

Tagrensning Efter første forsøg på at få tagene renset for alger, har Bjarne nr. 15 fundet et nyt tilbud fra firmaet: NHJ Rådgivende Ingeniører. En del beboere har takket ja til tilbuddet og en række tage (og fliser) blev behandlet 7. – 8. september. Vi venter nu spændt på at se resultatet i løbet af de næste par uger (måneder)

Skilte Bestyrelsen (Søren) vil få skiltet med husnumre repareret, så det igen bliver muligt for gæster at finde rundt i husnummer-labyrinten.

Samtidig indhenter bestyrelsen tilbud på et skilt til søen, som skal opsættes om vinteren (med ordlyden: Færdsel på isen forbudt).

Oprensning af søen På generalforsamlingen blev bestyrelsen bedt om at undersøge, hvad vi kan gøre for at sikre, at søen ikke ‘bliver til et mosehul’ (se forrige Søhavenyt). Bestyrelsen afventer stadig rapport fra Furesø kommune, med anbefaling for pleje af kommunens søer, før vi beslutter om vi vil foretager ændringer i vores hidtidige oprensning af søen. Wagn Erik følger op på status på rapporten.

Poppel alleen De “lavtvoksende” popler langs Oluf Becks allé er igen til gene for husstande i den yderste række (pga. skygge) og samtidig bliver asfalten på cykelstien ødelagt. En enkelt poppel (det skæve træ) er blevet fældet, da der var fare for at det væltede. I den forbindelse har kommunen oplyst, at man ikke generelt vil fælde træer medmindre de er 1) til fare for omgivelserne, eller 2) syge. Wagn Erik tager sagen op med kommunen med henblik på en mere permanent løsning: vi er jo ikke mod alleen, men mod kommunens valg af træer. Sagen skal givetvis også som sidst på agendaen i den Fælles grundejer forening i Ryget Skovby

Høje træer ved søen øst for Søhaven. Ved søen øst for Søhaven er rækken af træer efterhånden blevet meget høje. Da træerne samtidig står meget tæt, giver det ikke megen morgensol til husene i bageste række. Jacob kontakter kommunen, for at høre om der er planer for disse træer.

Husskader Søhaven er efterhånden hjemsøgt er en mængde skader, der plager os i vores haver, går i udhuse og stuer (hvis døre står åbne), terroriserer kæledyr (kaninen i nr. 28), spiser småfuglenes mad og klatter overalt på havemøbler, fliser og vinduesbænke. Mads nr. 26 har ansøgt har bedt naturstyrelsen om tilladelse til at likvidere nogle af husskaderne, men har fået afslag. Søren og Poul tager sagen op i Den fælles grundejerforening for Ryget Skovby.

Deltagelse i vedligeholdelsesdage Bestyrelsen har drøftet problematikken i, at nogle få husstande sjældent (eller aldrig) deltager på vedligeholdelsesdage. Dette er selvsagt ikke solidarisk og giver ekstra arbejde til andre. Bestyrelsen overvejer forskellige forslag til hvordan dette bedst muligt kan løses.

Økonomi

Regnskab Regnskabsoversigt udleveret pr. 1/8-2014. Vores økonomi ser sund ud og kontingentet er i hus for 2014. GF Søhaven er også gået ind i den digitale tidsalder, hvilket jo er et krav, så vi har nu både egen mailadresse, NEMkonto og NEMID. Formuen i Grundfonden er nu placeret på en højrentekonto i Danske Bank i 3 år til 1,5 % rente.

Indkomne sager

Vedligeholdelsesdag nr. 2 Årets sidste vedligeholdelsesdag bliver søndag den 28. september (invitation er udsendt). Vi håber at se så mange som muligt, og vi kan denne gang lokke med en forfriskende tur i søen :0) Hvis man ikke kan deltage, kan man sagtens få tildelt en opgave, som man kan udføre en anden dag. Dette havde vi stor gavn af i foråret, hvor vi efterfølgende fik malet borde og bænke, klippet hæk og fældet træer.

Sommerfest Sommerfesten blev afholdt lørdag d. 30. august 2014. Tak til Thomas og Helle, som sørgede for underholdning til børnene. Boccia turneringen blev skudt i gang i fint vejr og endte med en spændende dyst mellem et herrehold og et damehold. Finalen blev gennemført i silende regn, og endte med en sejr til herreholdet. Da Søhavenyt er et pænt nyhedsbrev, nævner vi ikke noget om, hvilke overvældende sejre dameholdet fejrede, inden de endte i finalen! Selve festen blev afholdt i tørvejr i vores telt, som fint kunne rumme de 45 deltagere. Stor tak til Torsten, Steen og Poul for et fint arrangement – og også tak til Steen, Leif og Vibeke for festlige indslag undervejs.

Næste møde: Onsdag den 12. november hos Mette nr. 28.

Download (PDF, 281KB)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *