Kære medlemmer i Søhaven
Denne udgave af Søhavenyt er en orientering fra bestyrelsens møde den 7. januar 2007.
Sammen med dette Søhavenyt modtager I en ny udgave af vores fælles adresse-, telefon- og e-mailliste, fordi der viste sig at være ændringer.
Efter at Wagn Erik har fået bekræftelse fra Furesø Kommune om, at betingelserne for en eventuel overdragelse af kloaknettet svarer til betingelserne som Værløse Kommune opstillede, er vi nu gået videre med forberedelserne.
Der har mandag den 12. februar været foretaget en Tv-inspektion af vores hovedledning til kloaksystemet. Vi håber, at resultatet foreligger inden generalforsamlingen.
Formanden for Ryget Skovbys grundejerforening er gået videre til kommunen med vores spørgsmål om den maksimale højde på poppeltræerne langs stien ved Olaf Becks Alle og om trærøddernes ødelæggelse af asfalten.
Han har desuden ladet vores klage over kvaliteten af græsslåningen i Ryget Skovbys fællesområde gå videre til firmaet Fl. Andersen. Fl. Andersen har både mundtligt og skriftligt beklaget og bedt os om fremadrettet at tage kontakt til ham straks, ligesom han gerne tager et møde om spørgsmålet.
Samtidig oplyser han, at vi har haft en meget lang regnperiode fra 10/8 til18/9, hvor græsset har været konstant vådt. Endvidere gør han opmærksom på, at Ryget Skovby har aftalt græsslåning 10 gange på en sæson, hvor andre har aftalt 12 – 16 gange på en sæson. Emnet kan vel blive relevant for generalforsamlingen i Ryget Skovby til maj.
Er I utilfredse med nogle forhold i Ryget Skovbys fællesområde, så lad bestyrelsen vide det, så det kan gå videre til den fælles bestyrelse. Vi er nu så mange beboere i Ryget Skovby, at vi kan tale med en vis vægt.
Planteudvalget vil til generalforsamlingen fremlægge et forslag til opdatering af beplantningsplanen og forslag til placering af ansvaret for vedligeholdelse. Poul og Tine mener, der er behov for, at bestyrelsen også i 2007 får et planteudvalg til at fortsætte med planlægningsopgaver.
Regnskabet for 2006 er nu revideret og underskrevet og budget 2007 er udarbejdet. I modtager begge dele sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen.
I forlængelse af generalforsamlingen vil Steen (nr. 12) give en orientering om husenes varmeanlæg samt et pristilbud på eftersyn udført af håndværker. Indslaget vil vare 10-15 min.. Det lægges efter punktet eventuelt, når selve generalforsamlingen er afsluttet. Indslaget bliver annonceret i indkaldelsen.
Indkaldelsen til generalforsamlingen inkl. bilag vil blive lagt i jeres brevkasser, for at vi kan være sikre på, at alle har modtaget den.
På gensyn til den ordinære generalforsamling onsdag den 14. marts 2007. Vi håber, at mange af jer igen i år kan afse tid til også at deltage i vores fælles spisning. Vi glæder os til at se jer.
Hilsen fra Claus, Poul, Tine, Wagn Erik og Vibeke
N.B. Vi tillader os at minde om, at parkering kun er tilladt i vores carporte og på de anlagte armerede parkeringspladser. Dette blev indskærpet os af politiet, da vi fik tilladelse til, at vejen blev markeret som legegade med chikaner og 15 km hastighedsbegrænsning.