Kære medlemmer i Søhaven.
Forårsblomsterne og fuglene har leget tidligt forår. Nu venter vi så ikke længere på vinteren, men genser Søhaven i sin hvide vinterdragt.
Bestyrelsen har tirsdag den 9. januar 2007 holdt årets første møde; året hvor Søhaven fylder de 10 år. Her kommer en kort orientering til jer.
Bestyrelsesmødet blev brugt som en begyndende forberedelse af den ordinære generalforsamling.
Om snerydning og glatførebekæmpelse: Claus har talt med firmaet, der udfører snerydning og glatførebekæmpelse i Søhaven, og har fået præciseret, at rydning og glatførebekæmpelse udføres inden kl. 07.00, men gæsteparkeringspladserne ryddes eventuelt først senere, idet firmaet nødvendigvis må prioritere vejene først.
Fastelavn falder i år i skolernes vinterferie, så Claus undersøger, om der er børnefamilier nok hjemme, til at en fastelavnsfest er aktuel. I får nærmere besked.
Ordinær generalforsamling afholdes onsdag den 14. marts 2007 og indledes med fælles spisning kl. 18.30. Bemærk venligst, at I har modtaget en erindringsskrivelse om, at eventuelle forslag fra medlemmerne til behandling på den ordinære generalforsamling skal afleveres til formanden inden den 1. februar.
Vi vil opfordre medlemmerne til allerede nu at overveje at opstille til valg til bestyrelsen. Et år eller mere er en glimrende måde at få indflydelse på og medvirke til at varetage egne og naboers interesser i vores fælles sager. Samtidig giver det mulighed for at lære de øvrige beboere i Søhaven at kende. Iflg. vedtægterne skal bestyrelsen bestå af 3 – 5 medlemmer, og vi anbefaler absolut, at man er 5 bestyrelsesmedlemmer. Det betyder nemlig, at flere synspunkter er repræsenteret, og at der er mulighed for gode drøftelser; og arbejdet er overkommeligt. Samtidig betyder det, at et aftalt møde ikke behøver at aflyses, fordi et af medlemmerne får forfald. Der er efterhånden sket en del ændringer i Søhavens medlemsskare, og en del nye er gennem de senere år kommet til. Grib muligheden og vær med til at give os nye ideer.
Tine Hessner og Vibeke Kramer Jakobsen ønsker ikke at genopstille, mens Claus Brandorff, Poul Grønnemose og Wagn Erik Nørgaard er villige til genvalg.
Karnapper har også Merete og Anders i nr. 30 besluttet sig for, så vi ønsker held og lykke med arbejdet.
Næste bestyrelsesmøde afholdes onsdag den 7. februar 2007 kl. 20.00 hos Vibeke. På det møde lægges der sidste hånd på planlægningen af generalforsamlingen og afrundingen af denne bestyrelsesperiode. Derefter udsendes indkaldelsen til generalforsamlingen.
Hilsen fra
Claus, Poul, Tine, Wagn Erik og Vibeke